Filmperler

Tysktime

Plakat for filmen Tysktime

Torsdag d. 08.10.2020

Mandag d. 12.10.2020

Onsdag d. 14.10.2020

Siegfried Lenz' klassiker 'Tysktime' er kongenialt filmatiseret af Christian Schwochow – i forjættende smukke billeder, med Sonja Richter på rollelisten og delvist optaget ved det danske vadehav. Vi starter lige efter Anden Verdenskrig, hvor den unge Siggi Jepsen er sendt til en anstalt for adfærdsvanskelige unge. I tysktimen skal han skrive om 'Pligtens glæder´, men han kan ikke komme i gang med opgaven. Så i stedet begynder han at skrive om sin opvækst i den nordtysk landsby Rugbüll ved den dansk-tyske grænse, hvor hans far er politibetjent og nidkært overvåger, at den lokale kunstner Nansen (bygget over Emil Nolde) overholder nazisternes maleforbud. Ud over sit frapperende familiedrama byder filmen også en på én gang storslået og humoristisk beskrivelse af marsken og dens befolkning midt i krigens vanvid.
Kilde: Camera Film

Længde: 2:05
Instruktør: Christian Schwochow
Censur: Tilladt for børn over 11 år

Sandheden

Plakat for filmen Sandheden

Fredag d. 16.10.2020

Mandag d. 19.10.2020

Onsdag d. 21.10.2020

Ved en stormfuld genforening besøger forfatteren Lumir (Juliette Binoche) efter mange år sin berømte mor, skuespillerinden Fabienne (Catherine Deneuve). Fabienne er en feteret stjerne i den franske filmverden og lever som en dronning blandt mænd, som elsker og beundrer hende. Hun er aktuel i en Sci-Fi film, hvor hun spiller en mor, som aldrig bliver voksen, og samtidig udgiver hun sin selvbiografi. Bogen fremstår som fiktion ‘baseret på en sand historie’, men hvad er sandt, hvad er fortrængt og hvad er forskønnet? Bogen skuffer hendes kollegaer og undrer hendes voksne datter, manuskriptforfatteren Lumir (Juliette Binoche), som vender hjem fra New York sammen med sin amerikanske mand (Ethan Hawke) og deres fælles barn. Gensynet mellem mor og datter bringer hurtigt eskalerende konfrontationer, når sandheder kommer frem i lyset og regnskaber skal gøres op...

I sin første spillefilm uden for Japan forener Guldpalme-vinderen Kore-eda de to franske filmstjerner Catherine Deneuve og Juliette Binoche med fabelagtig kemi i en både skarp, morsom og gribende historie om familiekonflikter.

Kilde: Øst for paradis

Længde: 1:46
Censur: Tilladt for alle